“Det har været det vildeste år, uden lige,” fortæller Sara. “Det har været en sindssyg rejse, som på ingen måde er slut. Det er helt tosset.”

For et år siden så Saras liv helt anderledes ud.

“Mit 2012 begyndte helt normalt med, at jeg fortsatte i 1.g. Og så opdagede jeg, at der var audition på Skammerens Datter. Jeg meldte mig til bare for at få lov til at prøve at være heromme bagved og stå på scenen. Og fordi, det kunne være sjovt. Det er jo sjovt at gå til auditions. Og så sagde det bare bam, bam, bam, og så har det kørt på højtryk lige siden.”

Passionen for teater har altid eksisteret i Sara.

“Jeg har altid været meget i teatret med mine forældre. Siden jeg var helt lille. Jeg har set alle mulige børneforestillinger og har altid syntes, det var helt vildt fedt. Da jeg var 7-8 år, så min far et klip om teatergruppen Elverfolket i avisen og sagde, ‘De laver Ronja Røverdatter, Sara, det er lige noget for dig’. Jeg elsker Sebastians sange, og Ronja Røverdatter er en af mine yndlingsfortællinger. Lige siden har jeg været en del af Elverfolket.”

En lille ildkugle

Da Sara gik til audition på Skammerens Datter i 2012, gik hun på forestillingens to, store pigeroller Dina og Rosa.

“Vi var 150 piger i alle højder og drøjder. Dina er jo lidt mørk og sorthåret med store, brune øjne. Det er jo ikke lige mig – sådan en lille, bleg, rådhåret én. Vi blev færre og færre, og der var fyldt med brunhårede piger, og jeg sad der helt bleg og rødhåret. Så kom jeg videre til audition som Rosa. Jeg har jo læst bogen og synes, Rosa er en superfed person med meget at byde på og meget at arbejde med. Jeg blev parret med Amalie (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, red.), som spillede Dina, og så blev vi et fast par gennem auditions.”

Og pludseligt stod Sara og Amalie dér – som et af de to sidste par.

“Teaterdirektøren Pia Jette hev os til side og op i prøvesalen, hvor de alle sammen sad. Så tænkte vi, åh nej, er det et godt eller skidt tegn, at vi bliver hevet op først. Så sagde de, ‘Vi vil bare lige sammen i fællesskab fortælle, at det er jer, der har fået rollerne’.”

Sara kan ikke selv huske, hvordan hun reagerede, da hun fik at vide, at hun skulle spille Rosa. Men hun har fået historien genfortalt.

“Jeg har fået at vide, at jeg bare taklede Amalie ind i en væg,” griner Sara. “Siden da har hun kaldt mig sin lille ildkugle, fordi hun bare blev overfaldet af et stort, rødt hår. Jeg blev bare så glad. Det var et rimelig intenst forløb. For en uge siden var vi 150, nu var vi to. Så ufatteligt og så dejligt.”

To steder i livet på samme tid

Når man er så ung og har et liv som Saras, har man naturligvis brug for opbakning hjemmefra.

“Jeg ville ikke kunne have gjort det uden min kære mor og far. Jeg bor jo stadig hjemme. De er så super støttende – på en god måde. Det er 100 % mig selv, som har ønsket det her. Det er ikke dem, der har skubbet til mig. De er der bare og hjælper mig. De kører ind og henter mig sent om aftenen, fordi jeg skal i skole, og de kommer med mad og tager ind og ser forestillingen. Det er uundværligt, når jeg nu er to steder i mit liv på samme tid.”

Og opbakningen fra Saras gymnasium, Stenhus Gymnasium i Holbæk, har også betydet meget for den blot 18 år gamle skuespillerinde.

“De har været superåbne og rigtig fleksible. Det har jeg sat virkelig stor pris på. For jeg er der, når jeg kan være der. Nu er vi jo begyndt på forestillingerne, så nu kan jeg være der hele tiden og komme ind og spille forestillinger om aftenen. Og mine klassekammerater takler det så godt. Når jeg er der, føler jeg mig stadig som en del af klassen. Jeg har en sød, lille sekretær, kan man næsten sige – min veninde Agnete, som samler alle papirer ind og hjælper mig med noter. De er så gode. Og så læser jeg jo alt op ved siden af.”

Og nu skal hele Stenhus Gymnasium så ind og se Hair.

“Jeg har lige fundet ud af, at mit gymnasium har købt en hel forestilling, så de kommer ind i 14 busser fra Holbæk og fylder hele salen. Det er totalt nervepirrende. Men det er så sejt af dem.”

En uvant rolle

Hair-produktionen er helt anderledes for Sara.

“Den har stillet nogle helt andre krav til mig, mine evner og min krop. Vi danser jo helt vildt meget, mens vi løber rundt og synger med 140 i timen. Så jeg har virkelig været nødt til at træne op for at kunne det. Så skal jeg synge meget mere. Den har flyttet fokus lidt.”

Sheila er ikke den type rolle, Sara har spillet flest af.

“Jeg går fra at spille lavstatus, som jeg er vant til. At spille de lidt skæve, lave, undertrykte personer. Staklerne. Eller de mærkelige. Jeg har spillet dværg og mærkelig skjald. Nogle lidt tossede roller. Sheila er viljestærk, voksen, senuel, sexuel, politisk aktiv. Virkelig en powerkvinde. Det er helt anderledes end noget, jeg nogensinde har prøvet.”

Hair er en forestilling, som stort set kun er bygget op af musik. Den tager udgangspunkt i hippiernes oprør i forbindelse med Vietnam-krigen og følger deres liv og livsstil.

“Jeg synes, skildringen af en helt unik tid og nogle helt unikke værdier er fed. Og så stiller den spørgsmålstegn ved krig og ikke krig, hvorfor vi gør det og hvor uretfærdigt, det er. Uskyldige sjæle, der går tabt. Det kan godt være, det var Vietnam-krigen dengang, men der er jo krig alle vegne lige nu. Det er evigt aktuelt. Og det er virkelig smukt ved historien.”

Når Sara har spillet den sidste forestilling på Hair, har hun ambitionerne klar.

“Nu skal jeg lige blive færdig med gymnasiet. På en eller anden måde,” griner hun. “Og så vil jeg helt vildt gerne søge ind på skuespillerskolerne og håber, at jeg har en fremtid indenfor det her. For det er det sjoveste job i verden.”