”Det var den dummeste artikel nogensinde. Den handlede bare om, at jeg var ude og tisse et par gange, da jeg var dj på natklubben Simon’s. På den anden side var det ret sejt, at blive udnævnt til Ugens Partykonge under modeugen,” griner Vinnie Who, da jeg møder ham til en snak i en gigantisk rød sofa hos pladeselskabet EMI.

Den omtalte artikel blev bragt i Se & Hør for nylig og illustrerer meget godt, hvor langt Vinnie Who - eller Niels Bagge Hansen som han i virkeligheden hedder - er nået, siden han startede sin musikalske løbebane med at høvle støjende guitarbredsider af i et af de hundredvis af danske indiebands, der aldrig rigtig når længere end torsdagsklubben på Rust.

Men det fik han hurtigt nok af. Der var ikke plads til fest og ballade, og derfor valgte han i 2008 at skifte ham til den falsetsyngende discoprins Vinnie Who. Og da debutalbummet ’Then I Met You’ udkom tre år senere, begyndte det for alvor at rykke. Masser af airplay på P3 og en lang række festlige koncerter gjorde Vinnie Who til et varmt navn herhjemme. Og altså nu også et navn, som Se & Hør kan finde på at skrive om. Måske ansporet af Niels’ optræden som Thomas Blachmanns gæstedommer i årets X Factor, der ganske belejligt faldt sammen med udgivelsen af hans nye album ’Midnight Special’.

Men selvom Niels sagde ja til at medvirke i landets mest sete tv-program, virker han nu ikke specielt medieliderlig, da jeg møder ham. Nærmest tværtimod. Det er bare noget, der følger med, når man gerne vil leve af sin musik.

”Jeg kommer sikkert til at fortryde det her interview i morgen. Derfor forsøger jeg også at lade være med at se fjernsyn og læse anmeldelser og interviews. Det er lidt, som hvis man har slået op med en kæreste. Så vil man bare gerne have et clean cut. Så er det nemmere. Det er virkeligheden bare musik, jeg gerne vil lave, og så hører alt det andet bare med. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide at snakke med dig. Men jeg ville da hellere sidde i studiet og lave musik. No offense,” siger han. Non taken.

En formel der virker

For ham er lykken at nørde musik. Det fornemmer man tydeligt i den måde, han ivrigt snakker om sin trang til hele tiden at skabe. Om hans elementære glæde ved at have fundet på en særlig vellykket melodistump. Lige for tiden dyrker han soulmusik og leger meget med tanken om, at hans næste plade skal være en rendyrket soulplade. Derfor er det også vigtigt for ham, at han med Vinnie Who er herre i eget hus, og at de kreative beslutninger ikke skal vendes med fire andre bandmedlemmer.

”Vinnie Who skal være et soloprojekt rent kreativt. Det er virkelig vigtigt for mig, at jeg kan lave lige præcis det, jeg har lyst til at lave. Jeg kan godt lide tanken om, at Vinnie Who kan udvikle sig til f.eks. at være et soulband, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg synes, at det er meget inspirerende at tænke på det sådan. Omvendt er det nok meget godt, at jeg har nogle tætte venner og kolleger, som lige holder mig på sporet nogle gange,” griner han.

Men selvom han godt lide at lege med tanken om at prøve at prøve kræfter med noget andet end den festlige disco, der efterhånden er blevet hans varemærke, så ender han alligevel altid med at vende tilbage til udgangspunktet.

”Jeg føler, at jeg har fundet en formel, som er ret fed. Og som jeg er ret stolt over, og som jeg synes holder. Hver gang jeg forsøger at lave noget andet, ender jeg altid med at tænke, at det sgu egentlig er ret fedt, det jeg har gang i. Hvorfor så ikke køre videre på det? Og jo mere omtale, man får, jo flere folk der er involveret, jo mere der er på spil, jo mere motiverende er det for mig. Så skal jeg levere varen. Så får jeg lyst til at vise folk, at jeg er den bedste.”

Måske det også hænger sammen med, at hans lyse – nærmest androgyne – vokal passer så pokkers godt sammen med den dekadente disco. Her er der højt til loftet, plads til at skeje ud og ikke mindst lege med køn og seksualitet på en anden måde end i mange andre genrer. Men med Vinnie Who er det faktisk ikke Niels’ mål at udfordre folks forventninger til kønnet. Det er meget mere nede på jorden. Og handler om stil.

”Jeg kan bare godt lide lyden. Og så synes jeg, at homoseksuelle mænd har god stil. Jeg er ikke så meget til sådan noget macho noget. Det er ikke min ting.”