Night In Night Out onsdag 6. marts
Hvis du er ude i aften kan du...
…tage på Oakroom på Birkegade og høre EaggerStunn, Felix De Luca og Cliff Uwey. Oakroom er for det første et dejligt sted med dejlige drinks. Altså, de rigtige af slagsen, ikke noget 2 cl Captain Morgan og dårlig cola her. Personlig favorit er “Oh Cecilie!” som er husets egen version af den klassiske Negroni. Her kan du altså tilbringe aftenen i selskab med reggaemusik og hip-hopteknik. Så er onsdag lige pludselig ikke så kedelig en dag længere. Hvad siger du? Kan du ikke huske, hvem EaggerStunn er? Så lyt med her:
Gratis entré!
…smutte på Café Plenum på Sankt Hans Torv. Her er der en god kop sort filterkaffe (it’s the best kind) til den lille pause. Hvis du er blevet forkølet her i kulden (som jeg er), så prøv en the med mynte, lime og ingefær. Spis en grillet sandwich med kalkun, cheddar, sennep, jalapeños og salsa. Ja, og så er der cocktails, til når det bliver rigtig hyggeligt. Og så ligger stedet jo virkelig flot placeret, så man kan kombinere det med andre gode caféer, butikker og barer i nærheden (hint: Oakroom!).
Bonusinfo: De har morgenmad på Plenum. Prøv “Komplottet” med ristet brød med Vesterhavsost, yoghurt, frisk frugt, blødkogt æg, æblemost, ingefærshot og kaffe.
Hvis du er inde i aften kan du...
…hygge dig med en webcomic, jeg ærlig talt ikke forstår, jeg ikke har anbefalet før: Cyanide & Happiness. Tændstiksfigurerne i de hypersimple striber tackler alle livets problemer, lige fra racisme til båndsalat. De legendariske superhelte The Purple-Shirted Eye Stabber og Seizure Man præger ligeledes Cyanide & Happiness’ moralsk tvivlsomme univers. Tip: Hvis du elsker ordspil, så søg efter de striber, som Rob har lavet (de andre hedder Matt, Kris og Dave).
…se den fabelagtige serie “Breaking Bad”. Godt nok har Michael nævnt den før, men han var så fræk at anbefale “Homeland” i stedet. Du har måske også hørt folk tale om “Breaking Bad” og forstår ikke helt, hvorfor de er så meget oppe at køre over denne serie? Lad mig fortælle om den. Walter White er en ganske almindelig, lidt kedelig måske, kemilærer på den lokale high school. Da han en dag får konstateret lungekræft, ser han ingen anden udvej end at begynde at producere methamfetamin. Hans løn kan nemlig på ingen måde dække de massive udgifter til kræftbehandlingen, for ikke at tale om hans ønske om at efterlade sin familie en stor pose penge, når han en dag kradser af. Han må træffe nogle ret tvivlsomme valg undervejs, og man ved aldrig helt, hvor man har ham. Garanti for febrilsk neglebideri; at se "Breaking Bad" er fantastisk og forfærdeligt hårdt på samme tid. Det er ingen tilfældighed, at Bryan Cranston, som spiller hovedrollen, har vundet tre Emmyer i træk. Find den på Netflix eller et andet sted på nettet. Eller på DVD. Just kidding.
Brain food og Mormor-dekor
Spis Amager
Fransk frokost fra Mon Amour: 115,-
Book bord til i aften og spar 1/3


















