Hvor drikker du øl? 

- Jeg arbejder tit til sent om aftenen, så det er sjældent, at jeg har tid. Men hvis jeg har, tager jeg på Riesen. Det er tæt på, hvor jeg bor, så det er dejlig let. Der er en dejlig atmosfære, så det er rart, når jeg har tid til at komme forbi og være social med vennerne.

Hvor tager du hen for at slappe af?

- Søndermarken eller Enghaveparken. Jeg går en tur i Søndermarken, når jeg har brug for lidt natur. Og hvis jeg lige har lidt fritid og solen skinner, kan jeg finde på at tage ned i Enghaveparken og læse i en bog.

Hvor handler du ind?

- Der er mange fede steder i området. Lige ved siden af Von Fressen er der en god pakistansk butik, og de har byens bedste mangoer! De har dem kun to måneder om året, men det er bare de bedste. Så er der en lækker tyrkisk grønthandler på Istedgade, og ellers er der flere indiske butikker, som har lækkert karry, brød og mærkelige grøntsager. Men jeg er nysgerrig, så det er sjovt at finde nye, interessante madvarer.

Hvad er godt ved kvarteret?

- Vesterbro adskiller sig en del fra andre steder i byen, da det ikke er et så stort område. Det gør det lettere for alle at lære hinanden at kende. De fleste beboere er over 25 år og arbejder meget, enten hjemme hos dem selv eller på cafeerne. Og hvis man arbejder på Vesterbro, er det også på Vesterbro, at man går ud. Sådan er det i hvert fald for mig. Alle er på bølgelængde med hinanden, fordi folk har meget tilfælles.

Hvad savner du ved kvarteret? 

- Det, at folk minder en del om hinanden, gør det også mindre interessant. Alle går i det samme tøj, har den samme hat og samme slags overskæg. Der er ikke den samme diversitet som for eksempel på Nørrebro.