Det er torsdag aften i København. Klokken nærmer sig 20, og folk er ved at sætte sig til rette på cafeer og restauranter. Det er en lun aften, og snart er det weekend. København føles pulserende og kosmopolitisk. En by skabt til et moderne liv, blot med en historisk kulisse af gamle fine bygninger. Rigtig charmerende. Rigtig tryg. Jeg skal blive klogere. På Nytorv er en lille gruppe mennesker ved at forsamle sig. De skal på en af Torben Frandsens »Crime Tours«, som skal vise os nye sider af steder, vi troede, vi kendte. Vi bliver først ledt hen til midten af torvet, hvor der er en lille forhøjning. Vi kigger interesseret, afventende. »Dette her var tidligere byens kag,« fortæller Torben Frandsen. Her fik kriminelle københavnere indtil 1780 piskeslag, mens de stod bundet til en pæl. Indtil 1758 fungerede stedet også som skafot. Vi får samtidig at vide, at der foregik hængning nær Tivoli-søen, som dengang ikke var Tivoli, men derimod en galgebakke. Hængning var dog kun for mænd. Kvinder blev i stedet begravet levende. I det hele taget var henrettelse og død en del af livet, og et barn skulle helst have set en henrettelse inden 4. klasse for at blive hærdet. Pludselig synes Nytorv med Københavns Byret en smule ironisk, »Med lov skal man land bygge«. Det var og er stadig et rettersted. Heldigvis på to meget forskellige måder. Mens Torben Frandsen fortæller, forestiller man sig folkene, der kommer tæt på den henrettede for at tage blod, som de tror har magiske kræfter, der kan helbrede deres egne sår. I næste øjeblik ser de til, mens en tyv bliver brændemærket i panden, får skåret ører af eller sin næse op. Det gyser i en, når man forstår, hvilke grusomheder, der er foregået på dette sted, hvor man så mange somre har siddet med en øl og festet. »Det er vigtigt at kende sin kulturelle baggrund. Der har været mennesker før os, og der kommer mennesker efter os, og vi efterlader allesammen spor, som påvirker de næste,« siger Torben Frandsen.

OMKRING OS er mørket begyndt at falde på. Der bliver tændt lys i de gamle gadelamper i indre by, og i takt med Torben Frandsens fortællinger bliver det pludselig tydeligt, at de velkendte steder rummer en større historie. Det er som om, en hestevogn kan rulle om hjørnet i fuld fart hvert øjeblik, det skal være. Nogen har boet her før. Det er mit København, men det var også deres. »De har haft de samme dagligdags problemer som os. De ting, vi slås med, de ting, der glæder os, har været det samme dengang,« fortæller Torben Frandsen. Det ses ikke mindst i den store interesse for turene, der har temaer, som folk stadig kan forholde sig til: krimi og kærlighed. Vi drejer ind i Vestergade, som i dag er fuld af caféer og barer. Dette var tidligere et område for bordeller, som temmeligt misvisende blev kaldt for jomfruhuse. Kirken havde ikke så meget imod dem, modsat hvad man skulle tro. De var en indbringende forretning, som betalte tiende af deres arbejde. Da reformationen kom, begyndte man dog at jagte de prostituerede i gaderne. Luksusbordellerne lå i Magstræde, mens de billigste ludere var i Vognmagergade, Sankt Peders Stræde og Larsbjørnsstræde. Latinerkvarteret var forbeholdt bøsserne.

VI FORTSÆTTER NED AD Studiestræde. Det er snart helt mørkt og bygningerne til begge sider får fortid og nutid til at flyde sammen. Vi går rundt i det København, som var. En lugt af bål og røg strømmer imod os, da vi nærmer os Bispetorv. Tæt ved det lille torv over for Vor Frue Kirke, hvor kronprinsparret blev gift i 2004, brændte man kvinder af frem til 1693. Cirka 1.000 såkaldte hekse blev sat på bålet med folkets velsignelse. Inden da var kvinderne blevet tortureret til de tilstod og kort før afbrændingen drukket fulde, for at de ikke skulle begribe situationens grufuldhed. Det giver et sæt i mig, da kirkeklokkerne slår 21. Vor Frue kaster lange skygger på det uhyggeligste sted på ruten. »København er blevet et bedre sted. Vi har haft fattigdom og nogle modbydelige straffe indtil for ganske kort tid siden. København var ikke værre end andre lande på det tidspunkt. Vi var endda mere rimelige i heksebrændingerne i forhold til vores nabolande. Men det er blevet nemmere at være københavner,« siger Torben Frandsen. Helt op til 1800-tallet var det farligt at gå i området omkring Brolæggerstræde efter mørkets frembrud. Området var fattigt, og fattigdom betød to muligheder: prostitution eller kriminalitet. Kun tåbelige eller letlevende kvinder vovede sig ud, mens de mænd, der valgte at gå i byen, måtte gå med våben og bodyguards. De besøgte berygtede barer som Dukkehjemmet, hvor man stod ved baren og fik en snaps med kærnemælk. Man risikerede dog at møde datidens bander – Lersøbøllerne og Fælledbisserne (deraf ordene bølle og bisse), som nutidens bander ikke kan måle sig med ifølge Torben Frandsen. De var kendetegnet ved bowlerhat, cykelstyrskæg, sort vest, sorte træsko og en karakteristisk, hvid halsklud. Tilbage på Nytorv bliver vi præsenteret for den berømte dansker Dagmar Overbye, der er nummer fem på listen over verdens mest koldblodige, kvindelige seriemordere. Hun fik penge af uheldige kvinder, som havde fået et barn uden for ægteskabet, for til gengæld at finde børnene et nyt, godt hjem. I stedet kvalte hun spædbørnene og puttede dem i brændeovnen. Suk. »Godnat og kom godt hjem,« siger Torben Frandsen. Turen er forbi. Folk vender langsomt tilbage til nutiden og begiver sig væk som mørke skygger ud i nattens København.

BLIV KLOGERE. Torben Frandsen er fortæller og autodidakt ekspert i historie. Hans populære københavner-ture fortsætter indtil oktober og kommer igen til foråret, hvor der vil være to nye ture på programmet: Dronningerunden og Vikingwalks. Se mere på weirdwalks.dk