I København er vi vant til, at en havnekaj skal være en hård kant, lavet af granit og brosten. Vi er vant til, at der sjældent er træer og andet grønt langs havneløbet. Og selv om man nogle steder i den københavnske havn kan komme tæt på vandet – træbroerne ved Islands Brygge og Havneholmen er eksempler på dette – er man oftest i København et godt stykke væk fra vandet, når man spadserer rundt i havnen og langs kanalerne.

I Stockholm har man i boligområdet Hammarby Sjöstad arbejdet med en helt anden tilgang. Her er havnekanten på sine steder en bølgende, grøn skov af siv og græsser, som man som beboer og besøgende får lov at spadsere rundt i og hvor man kommer helt tæt på vandet. På træbroer, der breder sig i sivdeltaet, kommer man rundt til små platforme, hvor bænke indbyder til ophold helt tæt ved vandet og hvor den skønne lyd af sivene, der gnider sig mod hinanden i vinden, skaber et helt særegent og smukt lydbillede.

På den måde har man i et helt nyudviklet boligområde fastholdt nogle af de kvaliteter man kender fra mere naturlige områder langs vandet. Samtidig har man udviklet en helt anden og sammenhængende håndtering af både stigende vandstand og ekstremregn. Hele Hammarby Sjöstad er nemlig en omfattende udforskning af det man kalder LAR – lokal afledning af regnvand.

Alle de fælles offentlige områder – gårdrum, stier, pladser – indgår i et topografisk netværk, hvor man sørger for at regnvandet hele tiden hjælpes væk fra overfladen og ned i jorden. Ikke i lukkede kloakrør men i det naturlige kredsløb, hvor man har sørget for både områder med græs og grus og et net af kanaler, hvor selv store regnmængder kan sive bort og ned for til sidst at ende ud i den grønne, bløde bølgende sivkant langs havneløbet.

Tænk hvis det var sådan man indrettede sig, når man nu snart skal udvikle det næste stykke af den Københavnske Havn, ved Enghave Brygge – det er området bag ved Supermarco og HC Ørstedsværket. Så kunne man måske spejle og nyfortolke den helt særlige stemning der findes lige på den anden side af Enghave Brygge, ved Nokken, hvor det grønne får lov at brede sig helt ned til vandkanten og hvor man slipper for at alt skal være så pænt, så lige, så kantet og så kultiveret, som vi kender det fra resten af den Københavnske havn.