Hvis du er ude i aften, kan du...

Opleve komiker og satiremand Mikael Wulff i yderst intime rammer på Lygten Station lige ved Nørrebro st. Her holder han generalprøve på sit kommende one-man show “Mand i problemer - et (relativt) romantisk comedy show”, som får premiere 30. august på Nørrebro Teater. Hvis du er heldig, kan du se ham før alle andre til bare 50 kr. Men der er kun 30 pladser, så det er om at være hurtig med billetindkøbet!

Besøge cafeen Savoir på Guldbergsgade, Nørrebro. Det flotte træinteriør som pryder både baren, væggene og møblerne, er med til at gøre stemningen ekstra hyggelig, så du har lyst til at sidde der i flere timer. Madudvalget er ikke stort, men ganske udmærket. Inspirationen kommer fra det sydlige Europa - derfor kan du lige nu købe billigt tapas fra Spanien og drikke kaffe fra den italienske kaffemaskine, mens du sidder i de fine franske møbler. Og glem selvfølgelig ikke kagerne, de er i en liga for sig selv!

Hvis du er inde i aften, kan du...

Bladre gennem den fine værtshusbog “Mens verden venter - samtaler på Københavns værtshuse” af Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner. I bogen kan du læse historierne bag nogle af byens ældste og mest unikke værtshuse, fx Hviids Vinstue, Café Under Uret, Café Nick og Café Intime. En række kendte danskere som Kira Skov, Pernille Rosenkrantz-Theil, Søren Ulrich Thomsen og Johan Olsen fortæller om deres forhold til værtshusene, og det hele er krydret med virkelig flotte billeder. God og hyggelig læsning, hvis man - som mig - er vild med de gamle, brune værtshuse i København.

Tænde for DR K, der gennem sommermånederne viser interessante, nyere danske film hver torsdag. I aften kl. 21.40 står den på Lars von Triers absurde komedie fra 2006 “Direktøren for det hele”. Til filmen havde Trier gaflet en stor del af Klovn-holdet (Iben Hjejle, Mia Lyhne og Casper Christensen), der udfolder sig på ret mærkværdig vis i en dansk IT-virksomhed, hvor en konfliktsky chef har opdigtet en fiktiv direktør til at træffe upopulære beslutninger. Med von Trier som instruktør kan du selvfølgelig forvente en masse skæve og alternative filmtræk, der egentlig fungerer udmærket i historien, der både er pinlig, grinagtig og meget, meget mærkelig.