Hvis du er ude i aften, kan du...


… få et skud britpop med filmen “The beat is the law: Fanfare for the common people”, der har det britiske band Pulp som omdrejningspunkt. Pulp var sammen med Blur og Oasis pionerer inden for britpoppen i 90’erne, og i denne film følger man bandets vej fra et smalt indieband i Thatcher-tidens mørke England til at blive et af landets største popnavne med en triumfkoncert på Glastonbury-festivalen i 1995. Filmen er en del af Cinematekets aktuelle musikfilmsfestival, som du kan se den i aften kl. 21.45 og købe billetter her.

… grine så tårerne triller med Linda P., Iben Hjejle og resten af stjernecastet på teaterstykket “En tjener for to”. Den gakkede komedie tager udgangspunkt i den fattige Linda P., der for at tjene til føden må arbejde som tjener for to forskellige herrer - men uden at nogen af dem opdager hendes dobbelttjans. Stykket er ren Gøg og Gokke-slapstick-komedie, og der er grinagtige skuespilpræstationer fra hele linken. Læg især mærke til den ene herrer, Mads M. Nielsen, han er afsindig sjov! Det er i aften kl. 20 på Betty Nansen Teatret, og du kan købe billetter her.

Hvis du er inde i aften, kan du...


… høre det nye og ekstremt længe ventede 3. album fra the one and only Justin Timberlake, som faktisk først udkommer på mandag lige her. Albummet bærer titlen “The 20/20 Experience”, og Justin fortsætter det succesfulde samarbejde med Timbaland fra det forrige album “FutureSex/LoveSounds”. Makkerparret har endnu engang skabt et album med en ekstrem lækker lyd og produktion, og Justins falsetstemme gør stadig en blød i knæene, men hitsene hænger måske ikke i lige så høj grad på træerne som tidligere. Hits eller ej - du skylder dig selv at tjekke den nye lyd fra dette årtusinds største popprins! Suit and Tie-video:

… streame DR3’s finurlige musikvideoprogram “Video Video”. Programmets præmis er at belyse forskellige temaer gennem tidernes musikvideoer. I de første programmer har temaerne været henholdsvis sex og dommedag, og så kan man selv tænke sig til, at der gensyn med et væld af mærkværdige og sjove videoer. Fra Beyonce og Britney Spears til Duran Duran og 80’er metal. Du får en sjov tur down memory lane og kan samtidig krumme tæer over, hvor fjollede de så ud i musikvideoerne for bare 10-15 år siden.