Night In Night Out onsdag 19. september
Hvis du er ude i aften, kan du...
Smutte i Cinemateket og se instruktøren Jim Jarmuschs “Broken Flowers” fra 2005 med Bill Murray i hovedrollen. Murray spiller den aldrende ungkarl, Don Jonston, som modtager et brev om, at han har en søn. Samtidig har Jonston en bred palet af kvinder i sit liv, som ligeledes giver ham problemer. Kvinderne spilles af karismatiske skuespillerinder som Julie Delpy, Sharon Stone, Jessica Lange og Tilda Swinton. Filmen fik gode anmeldelser, da den udkom for syv år siden og vandt tilmed juryens store pris i Cannes samme år. Du kan opleve den kl. 19 i Cinemateket. Køb billetter her.
Overvære “samtaler ved kakkelbordet”, som er en del af Golden Days. I Politikens Hus bliver en række emner funderet i 1950’erne diskuteret, og i dag er emnet “Tabermand vs. powerkvinde”. Kloge hoveder som Mette Mechlenborg, Henrik Jensen, Svend Aage Madsen og Karsten Ifversen diskuterer emnet, ved bl.a. at sætte spot på forskellene ved storbymænd/kvinder vs. mænd og kvinder, der bor i forstæderne. Er fordomme rigtige? Bliv klog på det ved at troppe op i Politikens Hus kl. 16.30. Billetter koster 50 kr., men hvis du er studerende kan de fås til 30 kr. Køb dem her.
Hvis du er inde i aften, kan du...
Tænde for TV 2 kl. 20.35, hvor første afsnit af den aller sidste sæsons “Desperate Housewives” bliver vist. Der er lagt op til et brag af en afslutning med mindst lige så meget drama, som de foregående. Aftenens afsnit byder bl.a. på uforventet graviditet, for meget alkohol og en såkaldt sex-fuser. De fire damer fra Wisteria Lane er altid leveringsdygtige i drama og underholdning, og jeg skal helt sikkert følge med i deres sidste eskapader.
Stene på Facebook-siden “Børnecitater”. Konceptet er simpelt - folk skriver ind med sjove, skæve og mærkelige kommentarer de har overhørt fra de kære små. Gå tilbage i arkivet og læs skønne anekdoter som: "Tina på 5 år skal selvfølgelig have alt at vide om, hvordan hendes lillebror er blevet født, og moren fortæller så godt, hun kan: "Først kommer det lille hoved, så skuldre og arme og dernæst resten af kroppen og benene." Tina er ét stort spørgsmålstegn: "Ska' man så selv samle den?""























