Hvis du skal være ude i aften, kan du…

… tage ned og lave Christian Eriksen-tryllerier på de spritnye kunstgræs-fodboldbaner i Nørrebroparken med de mindst dovne af dine venner. Er man ikke lige nok, er der tit folk dernede, man kan spille med. Første mand der får en tunnel giver en bajer!

… tage et smut til Toscana midt på Nørrebro på den lille hyggelige italienske vinbar Vespro i Vedbækgade 13 lige op af Nørrebroparken. Her kan man få arrangeret vinsmagning med fem vine for 250 kroner – både til større og mindre selskaber. Man kan også købe picnic-kurve med forskellige italienske lækkerier henover sommeren. En fire retters menu koster ca. 300 kroner. Forza Toscana..

Hvis du skal være hjemme i aften, kan du…

… få et unikt indblik i hvad der kaldes ”Verdens farligste stat”, Pakistan, ved at læse den danske korrespondent Puk Damsgaard Andersens bog ”De renes land”. Damsgaard Andersen boede, da hun skrev bogen, i Islamabad og skriver om sit møde med tre meget forskellige unge, pakistanske kvinder: en kristen enke, en kunstnerisk rebel og en muslimsk koranskolelærer. Spændende og væsentlig læsning.

… snuppe noget klasse thai-mad med hjem fra Mae Pen, der både har en takeaway-biks på Gormsgade 2B på Nørrebro og på Vesterbrogade 143. Især deres røde og grønne karry med bambus og kokosmælk er fremragende og kan fås for en 80-kroneseddel. Det er stærkt uden at slå dig i gulvet. Er man knap så sulten er deres Tom Yam suppe til 40 spir et godt forslag. Det er en pænt stærk suppe med kylling, champignon, tomater, citronblade og citrongræs.