Night In Night Out Fredag d. 3/8
Hvis du er inde i aften kan du...
…se Alfred Hitchcocks klassiske gyser fra 1963, “Fuglene”, på DR2 klokken 22.55. Svaler, spurve og måger begynder på uforklarlig vis at angribe Mitch og Melanie, der køber to fugle i et bur som gave. Idéen om, at fugle pludselig begynder at angribe mennesker, kan virke latterlig, men det er netop det, der gør filmen skræmmende.
…smutte ind på No Excuse List. Du kan finde alt fra en guide til at spille slap bass og gratis bøger om programmering til gratis sprogkurser og tricks til at forbedre IKEA-møbler. Fik jeg nævnt, at det hele er gratis?
Hvis du er ude i aften kan du...
…smutte på Kaffe og Kluns på Blågårdsgade. Prøv for eksempel tre tarteletter til 45 kroner eller en burger til blot 65 spir. Dagens tip: Drik rød sodavand til, det kan man nemlig også få på Kaffe og Kluns. Som navnet antyder sælges der ikke blot mad og drikke, men også tøj, som ligger spredt ud i butikken, der er et farverigt misk-mask af gamle, nye, små og store møbler og plakater, dekorationer og nipsting i massevis.
…tage på Scala Bodega på Ravnsborggade. En for denne skribent fuldstændig ukendt bodega indtil for et par dage siden, hvor Scala dukkede op på lystavlen. Der blev serveret et sæt med et smil af den venlige og imødekommende bartender. Det blev kun til en kort visit, men førstehåndsindtrykket var godt nok til, at det ikke bliver det sidste.























