Hvis du er inde i aften, kan du…

… holde ekstravagant britpop-aften med Blur, der netop har genudsendt samtlige albums i remasterede deluxe-udgaver med en hel cd med ekstramateriale for hver af gruppens syv studiealbum. Albummene i sig selv har opnået tæt på klassikerstatus, men der er også masser af guld af hente i ekstramaterialet. For eksempel ’Young And Lovely’ (herunder), der af uransagelige årsager aldrig nåede med på ’Modern Life Is Rubbish’ tilbage i 1993. Du kan lytte til hele molevitten på både Spotify og WiMP.

… svinge forbi www.filmstriben.dk og se den britiske komedie ’The Trip’, der er en slags engelsk pendant til ’Klovn’. I filmen følger man de to kendte komikere Rob Brydon og Steve Coogan i rollerne som sig selv på en både rørende og hamrende morsom roadtrip, der byder på masser af midtlivskrise, gourmetmad og diskussioner om Michael Caines dialekt:


Hvis du er ude i aften, kan du…

… iføre dig dit mest fashionable outfit og tage til musikmagasinet Soundvenues Fashion Week Party, der denne gang afholdes i kælderlokalerne i Skindergade 45, der tidligere husede den hårde musiks højborg The Rock. Lineuppet tæller blandt andet den canadiske duo Purity Ring, der lige har udsendt deres roste debut ’Shrines’. Derudover en lang række dj’s som Tomas Barfod, Esben Weile Kjær og Freja Loeb. Husk at komme i god tid – der plejer at være lang kø. Entré 100 kr.

… tage på RUST og bange på hiphop-klubben HEAT, der i aften får besøg af de amerikanske undergrundskonger Dilated Peoples. Trioen udgav en række roste plader i løbet af 90’erne og er nu aktuelle med comeback-albummet ’Directors of Photography’. Hiphop for feinschmeckere. Support fra danske rappere Verb Ink og J-Spliff.