Hvor drikker du kaffe?
Sort Kaffe & Vinyl på Skydebanegade eller Ricco’s på Istedgade. Min kaffe skal bare være i orden, og det er den begge steder. Stederne er desuden super lokale og med stærke profiler – man kan købe vinylplader på Sort Kaffe & Vinyl, og på Ricco’s er det egentlig meget hyggeligt, at man stadig må ryge.

Hvor drikker du øl?
Mikkeller på Viktoriagade. De har et godt udbud af fantastisk hjemmelavet øl. Der er god atmosfære og fine rammer. Det er en god kombination af indhold og form.

Hvor slapper du af?
Enghaveparken, som stadig er et lidt hemmeligt område, uden for mange mennesker. Sønder Boulevard er også dejlig med den grønne midterrabat og mange bænke.

Hvor mødes du med vennerne?
På Fiskebaren i Kødbyen. Maden er helt i orden, og de har gode vine. Det er også et godt sted mellem at spise og skulle videre i byen. Et sted jeg føler mig godt tilpas.

Hvor køber du ind?
Hos de lokale etniske grønthandlere og slagtere. Vesterbro har derudover de bedste asiatiske supermarkeder i byen, for eksempel Bangkok Trading på Reventlowsgade.

Hvad er godt ved kvarteret?
Den udvikling, som området har taget de sidste 5-8 år med for eksempel Kødbyen. Derudover har vi mange forretningsdrivende med kant og profil – Von Fressen på Vesterbrogade, Spicylicious og Sticks’n’Sushi på Istedgade og Kaffe & Vinyl på Skydebanegade. Steder som dem giver kvarteret sin egen profil og identitet. Der er gode muligheder for at spise, drikke og shoppe ordentligt.

Hvad savner du i kvarteret?
Jeg kan savne den anarkistiske bystemning, man kan finde på Nørrebro, hvor der er mere trashet, mere graffiti og flere grønthandlere. Byfornyelsen i 90erne har forandret Vesterbro meget. Pludselig har folk mange penge og vil have bydelen poleret af. Men narkomaner og prostituerede er en del af bybilledet, og man skal have respekt for og acceptere den skæve mangfoldighed.