Kvarterguide til Østerbro
Urbankbh har fået Nikolaj Jacobsen, medejer af Café Bopa, til at give sine bedste anbefalinger til sit kvarter.
Hvor drikker du kaffe?
Den nye kaffebar Coffeelicious på Østerbrogade. De har rigtig god kaffe og en god atmosfære.
Hvor drikker du øl?
Hvis jeg går ud, drikker jeg mere vin end øl. Panzon på Rosenvængets Allé er et rigtig hyggeligt sted, og deres udvalg af vine er rigtig godt.
Hvor slapper du af?
Der er altid en livlig og god stemning på Bopa Plads. Fælledparken er også et dejligt sted at tage hen. Ellers er der Nordhavnen. Helt ude for enden ved rundkørslen. Og ovre ved bådehavnen. Det er fantastiske steder, hvor der stadig er noget af den gamle havnestemning tilbage. Om nogle år er der sikkert nyt byggeri over det hele.
Hvor mødes du med vennerne?
Mest på Bopa og på Panzon. Eller rundt omkring i kvarteret.
Hvor køber du ind?
Jeg køber ind i den lokale Netto og i Irma på Østerport. Og så er der den lille delikatessebutik på Skt. Jakobs Plads. Her kan man få mange gode ting. Eller i Le Gourmandiet på Rosenvængets Allé.
Hvad er det gode ved Østerbro?
Østerbro ligger tæt på vandet. Luften er frisk, og der hersker en rolig og afslappet stemning. Og så har jeg jo unger, og på Østerbro har man nogle rigtig gode daginstitutioner.
Hvad savner du ved Østerbro?
Nogle flere små butikker. Både madbutikker og tøjbutikker. Noget mere gadeliv. Det er ved at komme, men der mangler stadig lidt. Jeg håber at Århusgade en dag kommer til at blive lige så livlig som Nansensgade inde i byen.























