Hvor blev gadekunsten af?
Vi ved ikke, om det er den regnvåde danske sommer, der ligger til grund for det savnede gratis daglige kunstkick. Men savnet, det er den.
Gaderne ligger lige nu kedelige og kunstforladte hen, hvor der ellers i sommerperioden plejer at ske ekstra meget på gadekunstfronten. Måske gemmer den sig inde på gallerierne, eller også har den for travlt med at leve i den virtuelle verden?
En ting er sikkert, vi savner den. Turen gennem byen er ikke den samme uden de overraskelser og smil, som den rebelske gadekunst kan kaste af sig. Kunsten på gaden har en særlig evne til at snige sig ind under huden på os, fordi den tager os med bukserne nede. Den udsætter os for et legende kunstnerisk (an)greb, når vi mindst venter det. Og fordi vi ikke forventer at blive tiltalt af fremmede i en venlig, drillende, kontant, barsk, råbende eller hviskende form, når budskabet længere ind.
For i modsætning til vores tillærte og såkaldt ordentlige adfærd på museer, har vi på gaden ingen parader oppe. Vi er ikke i lærings- og oplevelsesmode – vi er bare på vej. I Netto eller til møde, alene eller med børn i cyklen.
Gadekunsten er øjeblikkets kunst, og du er altid en del af værket. Dit humør, din dag, farven på bilen, der kører forbi, lyden af gademusikantens semifalske harmonika og lugten af regnvåd asfalt. Alting bliver en del af oplevelsen af det enkelte værk, og heri ligger gadekunstens allerstørste og herligste potentiale. Og det er det, gadekunsten kan – gøre hverdagen til en skattejagt og gaderne til et mangfoldigt og gratis galleri af oplevelser, der bryder med dine forventninger til omverdenen. Kom tilbage gavmilde gadeentusiaster med værker, der vil noget. Det behøver ikke at være smart og trendy at lave og se på gadekunst. Det er stadig vigtigt. Og sjovt.
Vi har pudset brillerne og cyklet byen tynd i jagten på noget guf til jer. Et par paste-ups (tegninger klæbet op i bybilledet med tapetklister eller »wheat paste« (melklister), red.) er det lykkedes os at finde frem til, heriblandt gode, gamle Kissmama, frisk og frejdig på gaden igen med nye vittige kommentarer til hverdagens helte. Hun trænger til selskab.
Spotter du liv i gaden – så del det fluks med os og hjælp os med at opsnuse gadens gavmilde skatte ved at sende dine billeder af aktuel gadekunst ind til STREETHEARTS faste månedlige klumme her i avisen. Vi trænger til et frisk pust for at få gadehjerterne til at banke på ny. God jagt og god fornøjelse.
Vind billeter til Trailerpark
STREETHEART og UrbanKBH bringer en efterlysning: Hjælp os med at spotte sjove street art-motiver i byen og vind to billetter til Trailerpark Festival. Send dit billede til kais@urban.dk. Redaktionen vælger de tre bedste, som hver udløser to billetter til festivalen. Vi viser de bedste i næste udgave af UrbanKBH 30. august.
Christina Bennetzen og Søs Uldall-Ekman, tilsammen Streetheart, er begge uddannet kulturformidlere fra Københavns Universitet. På UrbanKBH.dk blogger de om gadekunst i København.























