Fælledparken i mål efter 4 års renovering
Københavns mest populære park er blevet ung igen efter en gennemgående renovering, der har været i gang de sidste 4 år. Den 22. september afsluttes projektet med gratis koncerter og aktiviteter i rigt mål.
En interaktiv tårnlegeplads, 3,5 km oplyst løbesti, Nordeuropas største skatepark, en 200 m2 stor danseplads, 152 bænke, over 1.000 nye træer og en ny kunstgræsbane, er blot nogle af de nye ting, der har indtaget Fælledparken i forbindelse med den gennemgribende renovering, parken har været igennem i de sidste fire år.
Lørdag bliver parken indviet med gratis koncert med Mikael Simpson, Shaka Loveless og Rosa Lux og Åh Abe Show for de mindste. Derudover kommer Fælledparkens nabo FCK forbi og træner med interesserede parkgæster. Du kan også blive cheerleader for en dag, løbe med Sparta, dyste i petanque, floorball, lave fællesgymnastik og mange andre aktiviteter. Der er skateshow i Nordeuropas største skatepark og dans på den nye danseplads. Du kan også få fingrene i jorden ved at plante blomster eller høre mere om dyre- og plantelivet i parken.
”Fælledparken er et helt unikt grønt åndehul for mange københavnere, og et sted jeg selv elsker at komme. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at bevare dens historiske værdi som folkepark samtidig med, at parken nu byder på et væld af nye oplevelser for alle, der ønsker et aktivt liv midt i byen,” siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.
Og på trods af forandringerne ligner Fælledparken dog sig selv. For at bevare parkens særpræg er der ikke sket de store ændringer midt i parken, men i stedet har man lagt de nye tilbud i kanten af den. Renoveringen har været Københavns største parkfornyelse nogensinde og har i alt kostet 196 mio. kr. Heraf har A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal doneret 152 mio. kr.
Fornyelsen er foregået i flere etaper, og mens fodboldspillerne har haft glæde af den nye kunstgræsbane siden 2009, er et nyt aktivitetsområde og renoveringen af trafiklegepladsen først netop ved at blive færdig.
Fælledparken er Københavns mest populære park med 11 mio. besøgende årligt og kunne fejre 100 års jubilæum i 2009.
Hvad: Gratis koncert
Hvor: Fælledparken, København
Hvornår: Lørdag den 22. september























