BREMEN
I dag: Du kender stedets skrå brædder fra tv-programmerne »Live fra Bremen« og »Aloha«, læssevis af comedy-arrangementer og koncerter med danske musikere som The Raveonettes, Nikolaj Nørlund og Søren Huss. Men Bremen er stadig et relativt nyt spillested med kun to år på bagen.
Tidligere: Bremen var tidligere kendt som Merkur Teatret og blev åbnet af rejseguruen Simon Spies i 1956. Spies havde sin egen lejlighed på øverste etage i ejendommen og brugte teatret til at vise københavnerne sine yndlingsfilm – i 1971 kunne man for eksempel opleve »Fire frække numser fik et gok« (det er vist overflødigt at nævne filmgenren). Siden har lokalerne huset Det Ny Musikteater (1980-83) og Privat Teatret (1985-2007).
Bonus: I dag ser både sal og scene stadig ud, som da Spies ejede det. Stedet har endda beholdt elevatoren, der fører fra backstage og direkte op i Spies’ gamle lejlighed. Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Kvamm og Niels Hausgaard var blandt dem, der åbnede stedet i 2010 under navnet Bremen Teatret.

PUMPEHUSET
I dag: Pumpehuset står i dag mere stabilt end længe. Stedet genåbnede efter et års lukning i september 2011 og bliver nu styret af prominente folk med baggrund fra RAW-festerne, Ohoi!-crewet og Vega. Det folkelige koncertudbud med for eksempel en årlig Sweet-hearts-julekoncert, der dominerede stedet tidligere, er udskiftet med en mere street, ung og kantet musikprofil.
Tidligere: Pumpehuset stod færdigt i 1858 som en del af Københavns første vandværk. Huset rummede tre dampdrevne pumper, som skabte trykket i vandrørene, så vandet kunne nå op til de øverste etager i byens huse. I 1987 åbnede Pumpehuset som spillested og har siden haft koncerter med blandt andet Robbie Williams og Björk.
Bonus: Pumpehuset måtte lukke som følge af konkurs i 2010. Ubetalte regninger dukkede op og sammenlagt manglede 1,7 millioner at blive betalt. Publikumstilstrømningen var ellers i fremgang – 9.000 besøgte Pumpehuset i første kvartal af 2009, mens 22.000 gæstede koncertstedet samme periode i 2010.

VEGA
I dag:
Måske Københavns mest elskede spillested, som får ros af selv de største stjerner (Adele kaldte det i 2011 et af de smukkeste steder, hun havde spillet). Scenen har været betrådt af alt og alle: fra vores egen Popstars-Jon til musiklegender som David Bowie og Prince.
Tidligere: Folkets Hus (som Vega tidligere hed) var en højborg for den danske fagbevægelse, siden socialdemokrater købte stedet i 1894 og brugte det til diverse arbejder-
arrangementer, men også fest og teater. Efter Anden Verdenskrig blev det besluttet, at det slidte hus skulle rives ned, og i stedet ville man opføre et moderne Folkets Hus. Resultatet stod klar i 1956, og den moderniserede bygning var tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen, som også står bag Radiohuset på Frederiksberg.
Bonus: Vega åbnede som spillested i 1996, efter der i længere tid havde været sat spørgsmålstegn ved, hvad den gamle bygning skulle bruges til. Vega er i dag en af de yngste, fredede bygninger i Danmark.

FORUM
I dag: Frederiksbergs store multihal, der får besøg af stjerner fra Britney Spears til Rammstein, lægger gulv til shows som Danish Music Awards, og kan underholde alverdens shoppere med designtøj, loppemarked, bogmesse og så videre.
Tidligere: Forum – eller Kæmpehallen som den oprindeligt hed – slog dørene op i 1926 til årets store automobiludstilling. I 1930erne kunne man for første gang opleve det berømte cykel-seksdagsløb. Men glæden ved den store multihal blev kort, for tyskerne ville under Anden Verdenskrig bruge stedet som kaserne. Det fik danske modstandsfolk sat en stopper for, da de sprængte Forum i luften i 1943.
Bonus: Forum blev genopbygget efter sprængningen og åbnede i 1947. Endnu en renovering fandt sted, da Poul Sundberg købte bygningen i 1994 og fik den genåbnet 27. september 1996 – præcis 50 efter Forum blev taget i brug igen efter besættelsen.

AMAGER BIO
I dag: Koncertstedet er blandt de få steder på Amager, du kan høre musik. Siden 1997 har man kunne opleve koncerter med alt fra Malk De Koijn til Lisa Ekdahl. Der bliver spillet omkring 125 koncerter om året med specielt fokus på nordiske navne.
Tidligere: Som navnet ret tydeligt afslører, var spillestedet tidligere en biograf. Amager Bio blev opført i 1939-41 og fungerede som biograf indtil 1986, hvor mægtige A.P. Møller og Dansk Supermarked købte stedet. Planen var, at lave biografen om til discountsupermarked, men lokale protester fik forpurret planerne, og Amager Bio blev forbeholdt kulturelle aktiviteter.
Bonus:
I 2009 fik Amager Bio »lillebroren« Beta, der ligger lige ved siden af. Stedet byder på »Shit Island Clubbing« og undergrunds- og upcoming navne inden for alle genrer.