Bogmekka på Bryggen
Et paradis for bogentusiaster i alle størrelser og former skyder op på Islands Brygge.
Københavnerne er allerede begyndt at vænne sig til at gå på bogcafé, og de hyggelige hang-outs for boginteresserede er populære som aldrig før. Og inden længe kommer der et nyt mekka for dem, som bare ikke kan få nok af bøger.
På Islands Brygge ligger der en boghandel, som i de sidste 70 år har langet bøger over disken til de lokale boglæsere. Et nyt initiativ skal nu forvandle denne boghandel til Danmarks første bogkulturhus, som både skal rumme bogcafé, boghandel, udstillinger, og arrangementer af forskellig karakter. Blandt andet ønsker initiativtagerne at byde københavnerne på forfatterforedrag, skrivekurser for børn og læsseklubber.
Også en filmklub kommer til at have huse i det nye bogkulturhus. Her vil der naturligvis blive fremvist film – men kun filmatiseringer af bøger.
Det nye paradis for bogelskere kommer til at hedde ”Bogkulturhuset Bogens Brygge”, og initiativtagerne har rejst projektet for at sætte fokus på læseoplevelsen og den gode historie. De ønsker at give københavnerne et sted, som er anderledes dedikeret til bøgerne og deres historier, end de kendte, kommercielle boghandler i København.
Men inden alle de flotte planer kan blive til virkelighed, skal initiativet have samlet 150.000 kr. ind fra de københavnere, som synes, at København skal have et bogkulturhus – og pengene skal skaffes på ti dage.
Du kan læse mere om og støtte projektet her.























