UrbanKBH mødte Anders Matthesen på en af hans favoritcafeer på Frederiksberg, Cafe Sokkelund. Man forventer måske at se den humoristiske mand springe rundt på væggene, når man kommer ind, men jeg fandt ham med en bog i et hjørne af den stilfulde café. »Jeg er kommet her i mange år og har også lavet stand up her i gamle dage i 1996. Det ligger tæt på, hvor jeg bor, de har god mad og en super god service,« forklarer han, mens han sætter sig bedre tilrette i den brune sofa. Anders Matthesen har boet på Frederiksberg i små 20 år. Han kan godt lide kvarteret, fordi der i forhold til indre by er mere stille, men stadig er liv at finde. »Nu har jeg jo været forstadsmenneske det meste af mit liv, så jeg kan godt lide, der er noget, der har åbent efter klokken 23 om aftenen. Der er det med afgrænsede forstæder, at man kender alle, og alle ved, hvem hinanden er. I byen er der mere en stemning af alle mod alle. Omvendt synes jeg, det er fedt, at der er ro og fred, lidt parker og Zoologisk Have. Man siger jo, det er bøsser og skuespillere, der bor på Frederiksberg, det ved jeg ikke. Det kommer lidt an på, hvor man går hen.« Et let underspillet smil viser sig på hans ansigt. Anders Matthesen er ikke en, der fylder hele rummet. Replikkerne fyres af uden de store armbevægelser. De står fint alene og gør indtryk. Man bliver hurtig hans publikum. Vi har sat Anders Matthesen i stævne for at tale om hans nye show »Anders«. Et show, hvor han slås med sin identitet og sit ego. Hans pointe er, at man skal passe på, at den illusion, man har om sig selv, ikke bliver alt for fasttømret. »Jeg har ladet mig begrænse af en eller anden version af mig selv, som jeg er begyndt at tro på uden at tænke på, om mit ’jeg’ kan nogle andre ting. At det måske ikke stopper der, hvor jeg har vedtaget, at det gør det.« Har det noget at gøre med, at du har været et kendt ansigt i mange år? »Det gør jo i hvert fald, at jeg bliver præsenteret for en masse menneskers version af mig, når de kommer og siger ‘jeg har mødt dig en gang, og der var du skide sur’ eller ‘min søster siger, du er en arrogant idiot’ eller ‘jeg har læst, du er sådan og sådan’, så får man jo en masse informationer tilbage, hvor man kan genkende noget, og noget, synes man, er overdrevet, og noget kan man slet ikke genkende.«

NU FORSØGER MATTHESEN at finde frem til ’Anders’ gennem total ærlighed og udlevering. Derfor er hans nye show også det mest selv-ransagende indtil videre. »Jeg er gået mange personlige ting igennem. Jeg ved ikke, hvor tydeligt det bliver for dem, der ser det. Men jeg synes bestemt ikke, det har været gratis for mig at lave. Det er afslørende, og gør det svært for mig at gå og gemme mig i mit almindelige liv. Der er folk, jeg ikke ser mere, og måder, jeg ikke synes, jeg kan opføre mig på mere. Det er en gevinst, men det er også barskt. Det er ren selvudvikling,« siger han. Teknikken til at finde frem til sit ’jeg’ har blandt andet været at reflektere over nogle af de mærkater, han selv eller andre har sat på ham og begynde at sige, hvad han egentlig mener i stedet for at fremstille sig selv på en bestemt måde. »Som stand up-komiker går det ud på, at man trækker tøjet af alle folk og peger. De seneste år har jeg forsøgt at trække tæppet væk under mig selv. Også i situationer, hvor jeg egentlig ikke er blevet afsløret, men så ringer med en klokke og siger hov, jeg vil bare lige sige, at det, jeg sagde lige før, det var løgn, her er det rigtige.« I alle sine shows har Anders Matthesen brugt sig selv til at fortælle historier om sine omgivelser, men ofte handler parodierne i lige så høj grad om ham selv. Denne gang skal der ikke være nogen misforståelser. »Det kan godt være, jeg ofte spiller helten eller ham, der ved det hele, og så er de andre nogle nørder, og børnene er nogle svin, og hundene og cyklisterne er dumme. Men det er tit lige så meget en historie, jeg fortæller om mig selv. Det er der måske ikke så mange, der ved. Det er lige så tit mig selv, jeg er efter. Tidligere har jeg været mere indirekte. Hvis jeg ville fortælle om folk, som er intolerante eller har en kort lunte, har jeg udstillet mig selv som en med en kort lunte, der siger, at børn skal bare have nogle tæsk og smides af flyveren, hvis de larmer. Men folk tager det meget for pålydende. Der er mange, der tror, jeg er på en bestemt måde ud fra de ting, jeg har lavet, så nu prøver jeg at gå lidt mere direkte til sagen i det nye show.« Samtidig prøver Anders Matthesen at tilbyde folk i salen en virkeligheds-opvågnen og sige, ‘du behøver heller ikke at prøve at være noget, du ikke er’. »Der er en masse småting, man skjuler, fordi man prøver at være bedre, end man er. Det kan også være ting, som andre siger om en. ’Du er et multitalent!’, nå, tak, tak. Det har jeg ikke haft så travlt med at tilbagevise. Men det synes jeg faktisk ikke, at jeg er. Jeg er meget arbejdsom og er ret god til det, jeg laver, men jeg laver det samme. Så kan det godt være, at det nogle gange er en sang og andre gange er teater og film, men det er nøjagtig det samme. Hvis jeg nu kunne designe huse eller danse ballet, så kunne man måske sige det. Det er ikke fordi, jeg bliver sur over at blive kaldt det, men det er sådan nogle ting, man tager til sig og tænker, ’ja, det er rigtigt’.« En tankerække er blevet sat i gang, og de humoristiske analogier, som er Anders Matthesens varemærke, står tydeligvis i kø for at komme ud. Han tager en mundfuld af vandet og fortsætter. »Eller når folk siger, ’ej, dit arbejde er også enormt hårdt, du er jo på hver aften’, så tænker man, ‘ja, det er det’. Men det synes jeg ikke, det er. Det er derfor, jeg har valgt det, fordi jeg ikke kan lide at arbejde, fordi jeg er doven. Jeg har prøvet at stå i Brugsen og være pædagogmedhjælper og bryder mig virkelig ikke om det. Det er en af de ting, jeg nyder mest ved mit arbejde, den kæmpe grad af dovenskab. Så kan det godt være, at jeg virker arbejdsom, fordi det tager mig tre år at skrive et show og har kolleger, der bruger længere tid, men jeg er hverken disciplineret eller noget som helst andet,« konstaterer han. Det er så blevet til et show. For Matthesen antager, at alle skjuler lige meget, og at publikum også har noget at kigge på hos sig selv. »Men det kan godt være, det kun er mig, der en latterlig idiot, og i så fald kan folk jo bare kigge på mig, der stripper, det er fint nok. Så længe det bliver underholdende. Men det er da mit håb, at jeg tager nogen med i faldet, ellers bliver det ensomt.«

ANDERS MATTHESEN ER IKKE POLITISK og har heller ikke noget ønske om at være det. De små tiltag og forandringer på den politiske side interesserer ham ikke. Det er kun et mindre udsnit af det at være menneske. Derimod er han optaget af de forskellige mekanismer, som findes i mennesker. »Jeg snakker meget om den måde, vi opfører os over for hinanden på; vores grådighed eller intolerance eller måde at snyde os selv på. Om man må køre så og så hurtigt, eller hvor meget vi skal betale i skat, det er sådan lidt mere fnidder.« Og det er mekanismerne, han forsøger at påvirke gennem sin humor, som han holder frem foran publikum som et spejl og får folk til at grine lidt af det, de ser. Får dem til at se på sig selv lidt udefra og få noget perspektiv på de mekanismer, de er underlagt. »Der ville være en stor gevinst for menneskeligheden, hvis vi brugte kræfterne på at komme videre op af evolutionsstigen til et højere åndeligt niveau. Vi, der er privilegerede, har pligt til at standse op og spejle os selv. Det er derfor, jeg laver de shows. Hvis vi begynder at grine af os selv, af de faste rammer og regler, vi følger, kan det måske ændre noget. Man kan grine af, at når man sidder i bilen, hader man cyklerne, og hvis man cykler, hader man bilisterne, og begge hader fodgængerne. Man kan nogle gange bande af noget, man selv har gjort dagen før. ‘Vi skal være gode ved hinanden og vi skal ikke lyve’, ja, det ved vi jo godt, men vi gør det alle sammen alligevel. Det er da interessant. Hvorfor bliver vi ved med at slås med hinanden, og hvorfor siger vi noget, der ikke er rigtigt?« Han slår ud med hånden og læner sig lidt frem over bordet. »Der hviler jo stadig den her forbandelse over, at vi er gået fra at være aber til at være mennesker. Vi har fået nogle tommelfingre, der kan holde fast på frugter og derfor også lægge dem i en stak, og så starter alt det onde derfra. Vi mennesker har brug for at zoome ud og se det større billede. Og det kan ske ved, at man sidder og griner af mig og tænker, Gud, det gør jeg også. På samme måde, som hvis man står i Zoologisk Have og griner af en abe, så kan man tænke, nårh ja, det er en abe, der har bygget et bur til en abe og så står og griner af en anden abe.«

DE 20 ÅR PÅ COMEDY-SCENEN har betydet, at Anders Matthesen har fundet sit ståsted både i livet og i branchen. Han ved, hvad han kan og hvordan, det skal være, hvis det skal føles rigtigt.

»Jeg tror, mine fans vil synes, det nye show er godt. Det er meget gennemarbejdet og har et skide sjovt materiale. Hvis der sidder nogen parat til at hade det, så skal de nok finde nogle fejl i det. Men det er ikke noget, jeg tænker over, når jeg laver det. Der er 45.000 mennesker, der har købt billet i tillid til, at de får et eller andet ud af det, uden at vide, hvad der kommer. De har fået en underlig artsy-plakat uden Stewart eller noget som helst, og alligevel tænker de, vi må se, hvad han finder på. Så kan det godt være, der er nogle, der tænker, det ikke rigtig er deres stil og som falder fra. Det var der også dengang, jeg lavede »Anden på Coke«, men så kom der nogle nye til, som kunne bruge det til noget, og så sidder jeg ikke og græder over dem, der har forladt det. Det må gerne være sådan.«

Er dit koncept specielt dansk? »Humor er jo bare en måde at kigge folk i øjnene og sige ‘kan vi ikke blive enige om, at det her er latterligt’. Hvis man kan det på dansk, kan man på alle sprog. Man kan jo også få folk til at grine i Indien, hvis man er ved at gå ind i hinanden på vej ud af et tog, og man står og danser foran hinanden. Der kan opstå nogle spændinger, når man kigger på hinanden på en bestemt måde. Jeg ville ikke være god til at sælge mig selv i USA for eksempel – jeg fylder slet ikke nok. Jeg har ikke den der kunstige selvtillid. Men jeg er helt sikker på, at det jeg kan på scenen, ville jeg også kunne lave der, hvis jeg gad tage derover og bruge tiden på det. Hvis man på et tidspunkt ikke kunne finde gejsten herhjemme, kunne man måske finde sulten igen ved at tage væk og starte forfra. Det har jeg da også haft lyst til nogle gange. Men det er ikke noget med, at jeg ikke synes, det er nok her. Jeg kan godt lide den måde, det er på i Danmark,« siger Anders Matthesen, som ikke bliver påvirket af, hvad der ellers sker på den danske comedyscene.

»Jeg tænker ikke så meget over, hvad de andre laver. Det er mange år siden, at jeg holdt op med at se comedy. Komik interesserer mig ikke en skid som branche længere. Det kan godt være, jeg har nogle favoritter, der kommer ud med et nyt show, og det vil jeg gerne se. Men jeg sidder ikke og læser ’alt om stand up’-bladet.«

»Jeg har fundet min sandhed, og det er ligesom blevet en religion for mig. Det er sikkert også både bittert, rigidt og forstokket og alt muligt, men har jeg fundet min måde at gøre det på, og det er jo blevet måden for mig. Så kan det godt være, jeg stadig er åndsfrisk nok til at finde forskellige måder at udtrykke det på, men min formel, om man så må sige, og det jeg mener, humor handler om, har ikke en skid at gøre med, hvad der foregår på klubberne i USA, eller hvad folk laver herhjemme. Det kan godt være, at det er sjovt at drille nogle af dem, hvis de driller mig, men det er ikke noget, jeg ligger vågen over om natten. Heller ikke over om der er konkurrence eller ej. Det er kun fint, det er naturens orden. Hvis der kommer en fisk og spiser mig, så er det fint. Det gør ikke noget. Så er det fordi, jeg fortjener at blive spist.«

Anders Matthesens nye show »Anders« spiller i Falconer Salen fra 5. september.