Anette Rix sidder på en stor sten på Onkel Dannys Plads placeret i hjertet af Vesterbro, dér hvor det gør mest ondt. I 15 år har hun arbejdet med og for de prostituerede, de seneste fem år som leder af værestedet Reden – en stilling, som hun netop har forladt til fordel for »tja, verden er åben,« som hun siger det.

Ikke desto mindre har hendes arbejde med kvinderne i år indbragt hende AOKs titel som Årets københavner. »Tænk, at det blev mig. Jeg er jo bare en socialarbejder. Jeg troede, at ham Distortion-fyren ville vinde, så det var faktisk lidt stressende,« siger Anette Rix og slår hovedet let tilbage i et grin. Så dykker hun ned i sin taske, hiver en Marlboro Light frem og tænder den hurtigt og rutineret: »Faktisk kampsvedte jeg, da jeg fik prisen.«

Der er en bagtanke med, at Anette Rix har bedt UrbanKBH om at mødes på Onkel Dannys Plads, nu hvor vi gerne ville sætte hende i stævne i den bydel, hvor hun i en årrække har befundet sig dagligt. For Rix har et langt kærlighedsforhold til Dan Turèlls bøger og den afdøde forfatters beskrivelser af Vesterbro: »Jeg elsker Turèlls univers, men jeg synes ikke, at det Vesterbro eksisterer længere. I dag snakker alle om, at man står skulder ved skulder på Vesterbro, men hvis du spørger stofmisbrugerne, føler de det sgu ikke. Den hårde side af bydelen bliver pakket væk i fixe- og sundhedsrum, og der bliver sat høje hegn op, så stofmisbrugerne holdes ude. For de skal helst ikke ses,« forklarer Anette Rix og tager et sug af sin smøg.

Misforstå hende ikke. Selvfølgelig synes Anette Rix, at det er en god idé, at der kommer fixerum og væresteder for udsatte, men Vesterbro er samtidig blevet så pæn, at der ikke rigtigt er plads til at være »grim«. »Folk taler altid om, at man i New York kan se folk træde over en socialt udsat eller hjemløs, som ligger død på gaden. Men ved du hvad? Det sker også på Vesterbro. Så jeg synes måske bare, at det er lidt for overfladisk og lidt for ’politisk korrekt’ at snakke om at være så skide solidarisk – for i virkeligheden ser de fleste beboere helst, at det hårde Vesterbro forsvinder.«

Da vi rejser os fra stenen og krydser Halmtorvet, siger Anette Rix pludselig: »Ved du hvad? Jeg elsker også Tove Ditlevsen. Hun skrev med en barnlig uskyld og nostalgi, og hun var sjovt nok også fra Vesterbro. Så nogle gange cykler jeg derfor ned ad Hedebygade, hvor hun boede, for at fange Barndommens Gade’s nostalgi. Men desværre ender jeg altid med at synes, at der er lidt trøstesløst.« Hvorpå hun sætter ord på sin førnævnte bagtanke.

For i virkeligheden er Vesterbro slet ikke »hendes« bydel. Det er ikke et sted, hvor hun finder ro. Det har været en arbejdsplads, som man også gerne vil have fri fra en gang imellem. Et sted, hun har holdt af, men også et, hvor medierne ofte har gjort hende til en person, som hun ikke nødvendigvis er. »Jeg elsker mine små åndehuller. Steder, hvor man kan sidde midt i byen, men ikke kan høre den. Dér slapper jeg af,« siger Anette Rix og peger på metrobyggepladsen på Stampesgade, der ligger for enden af Halmtorvet ned mod Hovedbanen: »Her var engang et af Vesterbros få åndehuller.

Det var en lillebitte park, hvor man kunne tage en pause. Og så var der endda en mindesten for de døde stofmisbrugere. Det synes jeg var ret fint. Men nu er parken væk, og det er det lille åndehul også, så derfor vil jeg nu tage dig de steder hen, som er mit København.« Vi vandrer ned forbi Vesterbros Hjerte, jernskulpturen, som ligger på Abel Cathrines Gade. Hun elsker, hvordan det forandrer sig fra uge til uge med ny graffitikunst. Og derpå sætter vi os på cyklerne og kører mod H.C. Ørstedsparken.

Anette Rix er et levende menneske. Men også et menneske, der ikke accepterer »bullshit«, manglende ordentlighed og uretfærdighed, og hun siger sin mening ofte suppleret med en strøm af bandeord. Det kan hun nemlig godt lide – at bande. Nogle gange er det dét, der giver sproget farve, og derfor skal der også være højt til loftet, hvis man skal være i stue med hende. For hun fylder, som hun siger, og hvis nogen forsøger at putte hende i en kasse, vil hun forsøge at smadre siderne med sine armbevægelser. Hvilket også er en af årsagerne til, at Anette Rix ikke længere arbejder på Reden: »Jeg skal kunne stå inde for de ting jeg gør, og hvem jeg er.

Selv var jeg fortaler for den professionelle og faglige tilgang i mit arbejde på Reden, og der var ikke helt den samme plads længere, til at min integritet kunne følge med. Og så må man jo rykke videre.« UrbanKBH’s udsendtes indtryk er også, at hun er et varmt menneske. Et menneske som brænder for sine synspunkter, for livet - med en ganske tydelig sårbarhed, hvis man ser godt efter. Eller kender typen. »Når folk siger: »Du er SÅ tough, Anette, du kan tage alle de slag, der kommer,« så bliver jeg sgu lidt ked af det. For så kender folk mig jo slet, slet ikke, hvis de tror, at ting bare preller af.

Vi, der virker allerhårdest, er jo som regel skide sårbare indeni,« siger hun, idet vi går ind i Ørstedparken. »Aaaah,« siger hun. Det er et åndehuls-aaaah. På trods af sårbarheden har Anette Rix dog for længst accepteret, at hun er en person, der deler vandene – én folk enten elsker eller hader. Sådan er det »når man brager frem, med et her kommer jeg og ikke altid lægger mærke til, at andre også gerne vil ses.« »Det er folks tab, hvis de ikke kan lide mig. Det mener jeg virkelig. For hvad fa’en skal jeg bruge negative mennesker det? Ja, livet er fuld af kompromiser, og man skal lade folk komme til. Men jeg sælger ikke ud og bliver aldrig et menneske på overfladen, som jeg ikke er indeni, tingene skal sgu hænge sammen. Måske det er derfor, jeg er så lykkelig. For tro mod mig selv – det er jeg sgu. Og det kan de negative folk jo så tænke lidt over,« siger hun og blinker kækt.

Som leder af Reden blev hun ofte fremstillet som en ildsjæl i medierne. En Moder Teresa figur, som brugte hele sit liv på de prostituerede. Men det er »noget fis,« forklarer hun. »Jeg har bare gjort mit arbejde – og heldigvis godt – og jeg har elsket det. Men Florence Nightingale? Nix du. Jeg gider ikke blive sat i den kasse, som passer folks billede af mig i kraft af mit arbejde. Det er ikke den jeg er; jeg er ikke en helgen. Bare en ganske almindelig socialarbejder, der tror på en mere retfærdig version af vores samfund.«

Privat bor hun på Frederiksberg med sin mand og deres 14-årige søn. Oprindeligt hadede hun at skulle flytte til kommunen midt i København, »det var så keeeedeligt,« men i dag elsker hun det. »Jeg elsker roen, man finder i åndehullerne, men der er ét sted, jeg elsker allermest. Det er ved siden af min mand gennem 17 år, som jeg stadig er så skide forelsket i. Det er sgu en gave, og kan man så andet end at være lykkelig?« Anette Rix kigger ud over broen i Østedsparken og smiler. Så foreslår hun, at vi går mod Christiansborg og Det Kongelige Biblioteks Have, som er godt pakket væk fra byens støj. Et af hendes absolutte yndlingssteder. »Kæft, det er bare det fedeste sted at sætte sig med en flaske hvidvin i godt selskab,« siger hun, da vi ankommer, placerer sig afslappet midt på plænen, kigger op mod solen og tænder en smøg.

Rix’ indgang til arbejdet med udsatte startede som frivillig i værestedet Mariatjenesten på Vesterbro. Før det havde hun udforsket verden og boede blandt andet en årrække i Los Angeles. Længe mente hun, at man lærte mere af livet ved at leve det end at studere, så i sin tid tog Anette Rix sig faktisk kun en socialrådgiveruddannelse for at arbejde med prostituerede kvinder. I dag er der ikke mange i landet, som ved, hvad Anette Rix ved om prostitution og konsekvenserne af det. »Man lærer så længe, man lever, og måske jeg ender med at tage endnu en uddannelse. Jeg elsker skæve eksistenser, og de mennesker jeg har arbejdet med i årenes løb. Dem er jeg nok ikke helt færdig med…. men vi må se, hvor min vej fører mig hen.« Hun tager sig et ordentligt hiv af smøgen og siger: »Men nu, hvor jeg kan lave lige, hvad jeg har lyst til og lægge mit professionelle liv helt om, hvis det er det, jeg vil, har jeg selvfølgelig ingen idé om, hvad jeg skal. Verden er åben. Og det er på en gang fedt og på en gang skide angstprovokerende.«

Om Anette Rix
44 år, tidligere leder af værestedet Reden på Vesterbro, som hjælper prostituerede.

Har gennem 15 år arbejdet med Vesterbros udsatte skæbner.

Startede som 1997 som frivillig i Mariatjenesten, der hjælper alkoholikere og stofmisbrugere, som kommer i området omkring Maria Kirken på Istedgade.

Arbejdet fik hende til at tage en socialrådgiveruddannelse og i 2004 startede hun på Reden.

De seneste fem et halvt år har hun været leder af værestedet, indtil hun stoppede i maj i år.